Gå til hovedindhold

Nyhedsbrev - Efteråret 2026 - SCIENCE, TECHNOLOGY & SUSTAINABILITY

Velkommen til nyhedsbrevet for kandidatbanken for Science, Technology og Sustainability - for dig der søger arbejde inden for det naturvidenskabelige område samt tech og bæredygtighed.

Indhold

    I dette nyhedsbrev kan du læse om:

    • Højdepunkterne fra vores årlige kandidatbanksanalyse, hvor en række virksomheder svarer på, hvad de lægger vægt på i deres rekrutteringen inden for brancherne
    • SMV:Vækstpilot-ordningen
    • Forløb og events i samarbejde med Job Aarhus

    God læselyst!

    Her får du hovedpointerne fra den årlige kandidatbanksanalyse. Virksomheder inden for science, teknologi og grøn omstilling efterspørger både specialiserede faglige kompetencer og kandidater, der kan omsætte deres faglighed til konkrete løsninger. For dig som jobsøgende betyder det, at uddannelsen er et vigtigt udgangspunkt – men ikke nødvendigvis det, der alene afgør, om en virksomhed ser dig som relevant.

     

    Hvad leder STG-virksomhederne efter?

     Grøn omstilling og ESG

    • ESG og bæredygtighed
    • CO₂ og klimaregnskaber
    • livscyklusanalyser
    • bæredygtige materialer
    • biodiversitet og natur
    • dokumentation og rapportering

     Science og teknologi

    • kemiske processer og produkter
    • laboratoriearbejde
    • dataindsamling og datahåndtering
    • dataanalyse
    • programmering og IT
    • eksperimentel erfaring

    Udvikling og forretning

    • projektledelse
    • procesoptimering
    • produktudvikling
    • logistik
    • forretningsforståelse
    • kommunikation

     

    Virksomhederne efterspørger samtidig personlige kompetencer som selvstændighed, struktur, analytiske evner, omstillingsparathed, motivation, engagement, samarbejdsevne og nysgerrighed. Du behøver derfor ikke kun tænke i din uddannelsestitel. Din værdi ligger i kombinationen af flere kompetencer:

    • Biologi + data
    • Kemi + projektledelse
    • ESG + forretningsforståelse
    • Ingeniørfaglighed + bæredygtighed
    • Data + grøn omstilling

    Virksomhederne er åbne over for alternative uddannelsesprofiler. Det betyder, at du kan have flere muligheder, end stillingsbetegnelserne umiddelbart viser. 

     

    Hvor finder STG-virksomhederne deres medarbejdere?

    Virksomhederne bruger flere forskellige rekrutteringskanaler:

    Kanal

    Andel

    Jobportaler

    63 %

    Netværk

    58 %

    LinkedIn

    58 %

    Uopfordrede ansøgninger

    58 %

    Egen hjemmeside

    58 %

    Jobcenter

    38 %

     

    Brug flere veje ind

    Din jobsøgning bør foregå ad flere spor:

    • Opslåede stillinger
    • Netværk og LinkedIn - brug mennesker og faglige relationer til at komme tættere på virksomhederne
    • Uopfordret kontakt - kontakt virksomheder, hvor du kan se et konkret behov, også selv om de ikke søger
    • Direkte virksomhedskontakt - undersøg, hvad virksomheden arbejder med, og overvej, hvor din faglighed kan bidrage
    • Praktik og projekter - Brug virksomhedsrettede forløb til at vise, hvad du kan, og skabe en relation.

    Det afgørende er derfor at gå fra jobsøgning til virksomhedssøgning.

    Spørg ikke kun: "Hvem søger en kandidat som mig?"

    Spørg også: "Hvilke virksomheder har udfordringer, som mine kompetencer kan hjælpe med at løse?"

     

    Hvis du er nyuddannet?

    Som nyuddannet kan det være svært at konkurrere på erhvervserfaring. Når virksomheder ansætter dimittender med begrænset erhvervserfaring, er de vigtigste kriterier:

    • Motivation for virksomheden, branchen eller produktet – 67 %
    • Nysgerrighed på området – 63 %
    • Relevant studiejob – 50 %
    • Proaktivitet og netværk – 42 %
    • Ambition – 42 %
    • Evnen til at formidle egne kompetencer – 29 %

    Det er interessant, at motivation og nysgerrighed ligger højere end studiejob. Det betyder ikke, at erfaring er uvigtig. Men som nyuddannet kan du i høj grad styrke din profil ved at vise, hvorfor du er interesseret i netop virksomheden, og hvad du kan bidrage med.

    Gør din motivation konkret og skriv ikke blot: "Jeg brænder for grøn omstilling."

    Forklar i stedet: "Jeg kan se, at I arbejder med at reducere jeres klimaaftryk. Gennem mit studie har jeg arbejdet med dataanalyse og bæredygtighed, og jeg kan derfor se muligheder for at bidrage til jeres arbejde med at strukturere og analysere data."

    Du behøver ikke kunne alt. Som nyuddannet forventes det ikke nødvendigvis, at du kan løse alle opgaver fra dag ét. Vis i stedet:

    • hvad du allerede kan
    • hvad du gerne vil lære
    • hvordan du arbejder
    • at du er nysgerrig
    • at du kan sætte dig ind i nye områder

    Virksomhederne fremhæver netop nysgerrighed, proaktivitet og udviklingsvilje.

    1. Tænk bredere end din uddannelse: Din uddannelse er dit faglige fundament – men den definerer ikke nødvendigvis dit næste job. Se på kompetencer og arbejdsopgaver, ikke kun på stillingsbetegnelser.
    2. Find virksomheder – ikke kun stillingsopslag: Undersøg virksomheder, der arbejder med områder, du interesserer dig for. Se efter:
      •    vækst 
      •    nye produkter 
      •    digitalisering 
      •    ESG 
      •    teknologi 
      •    udviklingsprojekter 
      •    nye markeder. 
      Her kan der være behov, som endnu ikke er omsat til et stillingsopslag.
    3. Oversæt dine kompetencer til virksomhedens behov: Gå fra "Jeg kan dataanalyse" til "Jeg kan bruge dataanalyse til at skabe et bedre beslutningsgrundlag". Gå fra "Jeg er uddannet biolog" til "Jeg kan analysere miljødata og omsætte resultaterne til løsninger inden for natur og bæredygtighed."
      Det er forskellen mellem at fortælle, hvad du har, og at forklare hvad du kan skabe.
    4. Lav din research: Inden du kontakter en virksomhed, skal du vide:
      •    Hvad laver de?
      •    Hvad udvikler de?
      •    Hvilke udfordringer kan du se?
      •    Hvor kan dine kompetencer være relevante?
      Virksomhederne peger på, at kandidater, der har sat sig grundigt ind i virksomheden og kan koble deres motivation til virksomhedens situation, kommer bedre i dialog.
    5. Vær proaktiv: Du behøver ikke vente på det perfekte stillingsopslag. Ring. Skriv. Brug LinkedIn. Brug dit netværk. Spørg om en samtale. Den første kontakt behøver ikke handle om: "Har I et job til mig?"
      Den kan handle om: "Jeg har set, at I arbejder med X. Jeg har erfaring med Y og vil gerne høre mere om, hvordan I arbejder med området." Det kan være begyndelsen på en relation.
    6. Husk den vigtigste pointe: Fra kandidat til job handler ikke kun om at finde den rigtige stillingsbetegnelse. Det handler om at finde det sted, hvor dine kompetencer og virksomhedens behov mødes.
      Flyt derfor fokus:
      •    Fra stilling → til virksomhed
      •    Fra uddannelsestitel → til kompetencer
      •    Fra ansøgning → til relation
      •    Fra "hvad har jeg?" → til "hvad kan jeg skabe/hvilken værdi kan jeg tilbyde?"
      •    Fra passiv jobsøgning → til aktiv virksomhedskontakt
      Din uddannelse er dit udgangspunkt. Din evne til værdiskabelse er din vej ind på arbejdsmarkedet.

    Er du jobsøgende med en mellemlang eller lang videregående uddannelse, kan Vækstpilot være en interessant vej ind i en virksomhed – især hvis du kan se dig selv løse en konkret udviklingsopgave.

    Vores undersøgelse blandt virksomheder inden for Science, Technology & Sustainability viser som nævnt, at virksomhederne efterspørger kompetencer inden for bl.a. bæredygtighed og ESG, data, digitalisering, projektledelse, procesoptimering, produktudvikling og kommunikation. Samtidig fremhæver virksomhederne personlige kompetencer som nysgerrighed, selvstændighed, struktur, analytiske evner og proaktivitet.

    Det passer godt til Vækstpilotordningen, hvor udgangspunktet ikke nødvendigvis er en eksisterende ledig stilling, men en konkret udviklingsopgave i virksomheden.

    Hvad er en Vækstpilot?

    Som Vækstpilot bliver du ansat i en virksomhed i 6 måneder på fuld tid (37 timer). Virksomheden får dækket 50 % af din løn, op til 20.000 kr. om måneden, svarende til et tilskud på op til 120.000 kr. til din ansættelse.

    Virksomheden kan desuden én gang søge om op til 20.000 kr. ekskl. moms til et kursus eller kompetenceudvikling, så du bliver klædt på til den konkrete opgave. Der er begrænsede midler til denne del. 

    Hvilke opgaver kan du arbejde med?

    Ordningen kan blandt andet bruges til udviklingsopgaver inden for:
    •    Bæredygtighed: grønne og cirkulære strategier og nye processer 
    •    Digitalisering: CRM, ERP, lagerstyring og analyseværktøjer 
    •    Proces- og produktionsoptimering: effektivisering og ny teknologi 
    •    Markedsføring: strategi, SEO og sociale medier 
    •    HR: nye værktøjer og processer 
    •    Internationalisering: markedsanalyser og markedsstrategier.

    Tænk som en virksomhed – ikke kun som jobsøger

    Vækstpilot kan være særlig interessant, hvis du kan koble dine kompetencer til en konkret udfordring i en virksomhed. I stedet for kun at spørge "Har I et job, der passer til min uddannelse?" kan du spørge: "Har I en udviklingsopgave, hvor mine kompetencer kan skabe værdi? Jeg kan blandt andet byde ind med…”

    Det kan eksempelvis være en virksomhed, der gerne vil i gang med ESG, digitalisere en proces, analysere data, udvikle et produkt eller optimere produktionen – men som mangler de nødvendige kompetencer. Her kan din faglighed blive løsningen på en konkret opgave.

    Dit første skridt

    Find virksomheder, hvor du kan se et konkret udviklingsbehov, og tag kontakt. Fortæl virksomheden hvad du kan bidrage med, hvilken opgave du kan løse, og hvordan et Vækstpilotforløb kan hjælpe virksomheden med at komme videre.

    Virksomheden søger selv om tilskuddet, og der forventes mange ansøgninger. Det er derfor vigtigt, at både udviklingsopgaven og din rolle er tydeligt beskrevet.

    Vækstpilot kan dermed være en mulighed for at gøre din uddannelse og dine kompetencer til en konkret løsning på en virksomheds udviklingsbehov – og samtidig få den erhvervserfaring, der kan være næste skridt i din karriere.

    Ansøgningsfristen i 2026 løber fra d. 15. august og frem til d. 11. december, og der kan løbende søges om finansiering i perioden. Læs mere her: SMV:Vækstpilot - åbner 15. august, ansøgningsfrist 11. december 2026

    Sidst opdateret: 28. september 2026