Gå til hovedindhold
Aarhus N

Helle Alding

Indhold

    Velkommen i Helles dagpleje!

    Vi bor i et dejligt rækkehus i Aarhus N. Vi har en skøn lukket have, som jeg holder af at tilbringe tid i sammen med børnene.

    Hvad er jeg særligt optaget af?

    Jeg tillægger det værdi at give jeres børn en tryg, rolig og omsorgsfuld hverdag, hvor jeg vil tilgodese det enkelte barns udvikling og behov.

    Fra mit arbejde i både vuggestue og børnehave har jeg stor erfaring med at styrke børns motoriske udvikling, hvorfor jeg også er særligt optaget af dette. Jeg understøtter bl.a. børnenes motoriske udvikling gennem motorikbaner og sanseoplevelser. Jeg øver børnenes selvhjulpenhed i det omfang børnene kan - fx ved at kravle op og ned ad trip-trap stolen, selv tage tøj af op på, bevæge sig på ujævnt terræn på ture i skoven, og når vi leger i haven.

    Derudover holder jeg af at understøtte børnenes sproglige udvikling. Jeg nyder at have en stille og nærværende stund, gennem dialogisk læsning, hvor jeg sammen med børnene kan gå på opdagelse i bøgerne.

    Hver fredag er jeg en del af en legestuegruppe i vores legestue Troldebo. Her er vi også meget opmærksomme på det enkelte barns udvikling og har en åben dialog i gruppen, så vi sammen kan understøtte alle børnenes udvikling. Jeg oplever, at det giver børnene meget at være en del af en større social sammenhæng.

    Dagligdagen i min dagpleje

    Kl. ca. 8 tilbydes børnene formiddagsmad.

    Kl. ca. 9 går vi som regel på tur ud af huset.

    Kl. ca. 10:30 spiser vi frokost.

    Kl. ca. 12 bliver børnene puttet.

    Jeg nyder at komme i legestuen Troldebo sammen med mine kolleger hver fredag. Det er dejligt at have nogen, man kan sparre med, og det giver børnene mulighed for at være en del af et større fællesskab. Vi har lavet en legestueplan, så I forældre har mulighed for at følge med i, hvad vi laver af pædagogiske aktiviteter sammen med jeres børn. I legestuen serveres der varm mad hver gang.

    Tilbagemeldinger om min dagpleje

    Vi har haft obligatorisk eksternt tilsyn fra Aarhus Kommune i vores legestuegruppe i 2023/2024. Vi fik bl.a. følgende tilbagemeldinger:

    ”Dagplejerne følger børnenes interesser og flytter/placerer sig hensigtsmæssigt ift. til at understøtte lege og
    aktiviteter sammen med børnene, samt understøtte de enkelte børns deltagerbane og børnenes indbyrdes
    samspil.”

    ”Der observeres gennemgående passende forventninger til alle børn ift. alder og/eller udvikling."

    ”Der observeres generelt god, afstemt pædagogisk praksis ift. til alle dagplejerne, og gode varierede
    læringsrum for børnene.”