Gå til hovedindhold
Lystrup

Betina Lindstrøm

Indhold

    Velkommen i Betinas Dagpleje!

    Jeg hedder Betina Lindstrøm Knudsen og har været dagplejer siden 2005. Jeg elsker arbejdet med børn, og det er enormt livsbekræftende at følge deres fantastiske udvikling og hjælpe dem godt på vej i livet.

    Jeg bor i et dejligt hus med stor lukket have. Vi har etableret et legeområde med legehus, sandkasse, masser af scootere, biler og legeredskaber, der kan udfordre børnene motorisk og inspirere til en masse gode lege. Jeg sætter pris på den lille børnegruppe. Vi er i rolige omgivelser, hvor hvert enkelt barn indgår i fællesskabet.

    Hvad laver vi

    Her får børnene en stabil og genkendelig hverdag. Jeg støtter børnene i at indgå venskaber og hjælpe hinanden, ligesom de lærer at være sammen som en gruppe, rumme hinanden og vente på tur. Vi behandler hinanden ordentligt og respekterer hinandens grænser.

    I min dagpleje foregår alt i børnehøjde. Jeg vil gerne give børnene lyst til at lære. Børnene skal have mulighed for at møde de seks læreplanstemaer i vores læringsmiljøer hver eneste dag. Der bliver kravlet, hoppet, danset, sunget, bygget med LEGO, leget med dukker og biler og meget mere. Vi er også tit på legepladsen, på besøg hos andre dagplejere og deres børn eller på cykeltur i en af dagplejens ladcykler.

    Vi er i heldagslegestue hver onsdag. I gruppen er vi 3 dagplejere med ca. 12 børn, der mødes til socialt samvær for at styrke fællesskaber i større grupper. 

    Nøgleord hos mig

    Det er vigtigt for mig at både børnene, men også I som forældre føler jer trygge ved at komme her, så vi sammen kan opnå et godt og tillidsfuldt samarbejde omkring jeres barn. Jeg ser det som min vigtigste opgave som dagplejer at være nærværende og omsorgsfuld samt være det bedste alternativ til barnets hjem og forældre.