Nina Prinds
Velkommen i Ninas dagpleje!
Lidt om min dagpleje
Vi bor i et skønt rækkehus i Aarhus N. Jeg benytter mig meget af vores legeplads, som ligger lige udenfor min hoveddør.
Hvad er jeg særligt optaget af?
Jeg er særligt optaget af børns sproglige udvikling. Jeg understøtter dette gennem dialogisk læsning, rim og remser samt en fælles opmærksomhed på det, som vi sammen opdager i naturen. Jeg benytter naturen mest muligt og i sommerhalvåret er vi mere eller mindre ude hele dagen (- når vejret tillader det).
Jeg har fokus på barnets nærmeste udviklingszone, hvilket vil sige, at jeg understøtter barnet ud fra dets behov og dér, hvor der er potentiale for udvikling. I min praksis er mit omdrejningspunkt barnets trivsel og udvikling.
Jeg tillægger det stor værdi at være nærværende og omsorgsfuld og er altid opmærksom på, hvad det enkelte barn kalder på, og hvordan jeg understøtter barnet bedst muligt - også med øje for at være en del af et større fællesskab, så barnet derved får styrket sine sociale kompetencer.
Jeg er i legestuen Troldebo én gang om ugen sammen med to andre dagplejere og deres børn, så her vil der også være særlig mulighed for at understøtte børnenes sociale kompetencer.
En dag i min dagpleje
Jeg tilbyder morgenmad indtil kl. 8:00.
Ca. kl. 8:45 tilbydes der formiddagsmad, hvorefter dagens aktivitet sættes i gang. Denne aktivitet afhænger af børnene, og hvad de kalder på.
Omkring kl. 10:30 spiser vi frokost. Herefter skiftes der ble. Derefter puttes børnene løbende efter behov, når de er trætte. Alle børn sover dog som regel kl. 12:00.
Når børnene vågner bliver de tilbudt eftermiddagsmad, og så er der fri leg, indtil de bliver hentet.
Jeg er i legestuen Troldebo hver tirsdag sammen med to kollegaer. Der tilbydes altid varm mad, når vi er i legestuen.
Tilbagemeldinger om vores legestuegruppe
Jeg har haft obligatorisk eksternt tilsyn fra Aarhus Kommune af min dagpleje i 2023/2024. Jeg fik bl.a. følgende tilbagemeldinger:
”Dagplejer viser positive og afstemte følelser for alle børn, gennem mimik, en glad stemme, øjenkontakt og
berøring. Alle oplever tegn på, at de er velkomne, ønskede og vellidte. Børnenes følelser/udtryk ses og rummes, både frustrationer og højlydt/kropslig glæde.”
”Børnene har mulighed for at lege egne lege. Dagplejer reagerer på børnenes behov/ønsker i legen, giver
tydelig respons med ord, ansigt og krop, som udtrykker anerkendelse af børnenes følelser og hensigter i legen.”
”Der ses generelt differentierede forventninger til børnene, der er afstemt efter de enkelte børns behov, alder
og udvikling, og de tegn børnene viser.”
Fakta om mig
Adresse: Næringen 66, 8240 Risskov
Jeg har været dagplejer siden 2019, og jeg er uddannet pædagog.
Jeg bor sammen med min kæreste. Han har to døtre, hvoraf den ene stadig bor hjemme.
Mine åbningstider
| Mandag | 07:00 – 17:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 06:30 – 16:15 |
| Onsdag | 06:30 – 16:15 |
| Torsdag | 06:30 – 16:15 |
| Fredag | 06:30 – 15:30 |
| Lørdag | |
| Søndag |