Gå til hovedindhold

Nyt Vesterbro Torv

Vi forvandler det trafikerede Vesterbro Torv til et smukt og attraktivt byrum midt i Aarhus. Læs mere om omdannelsen, hvad der skal ske og hvornår.

Indhold

    Vi omdanner ét af byens helt centrale pladser: Vesterbro Torv. Aarhus Byråd har vedtaget en forvandlingsplan for torvet, som giver plads til meget mere byliv, grønne regnvandsbede og flere træer. Trafikken er lagt om, så den i højere grad tager hensyn til cyklister og gående, og så bussen kan komme mere effektivt gennem området.

    Vi er i fuld gang med omdannelsen, og aarhusianerne forventes at kunne få glæde af det nye torv i 2026.

    Læs mere om, hvad der skal ske i sidegaderne til torvet

    Aktuelt i juni

    Krydset Vester Allé/Janus la Cours Gade og selve vejen Vesterbro Torv

    Vi fylder en del på vestsiden og syd for torvet, hvor der er spærret frem til midten af august. Skal du med bussen, kan du tjekke midttrafik.dk for omkørsel. Cykler og gående kan fortsat passere.

    Er du beboer? Så er der er fortsat adgang til nabogaderne for beboere og varelevering. Vi har sendt breve i e-boks med vejledning til at komme rundt, ligesom skilte viser vej på stedet.  

    Arbejdet går ud på at anlægge den nye vej langs torvet og lave krydset mod vest. Når vi er færdige, er der bl.a. kommet en ny cykelsti, nyt fortov, ny asfalt, regnvandsledninger og skybrudsrender.

    Arbejdet på strækningen tager desværre længere tid, end vi først havde regnet med. Bl.a. blev vi forsinket af det hårde vintervejr, og så dukkede der en uventet kloakledning op, som har gjort, at vi har været nødt til at gentænke processen. Vi beklager de gener, det giver.

    Omkørsel frem til midten af august:

    Selve torvet 

    Vi er nu så langt, at alt det grønne så småt er kommet i jorden. Vi planter 18 nye træer og en masse stauder, som vil gøre torvet grønt og frodigt, som de vokser sig større. Træerne har dog allerede en rigtig god størrelse - så store, at de gode folk, der skulle plante dem, måtte grave nogle større huller, så der blev plads til det store rodnet. 

    Derudover er entreprenøren bl.a. godt i gang med belægningen og de kommende regnvandsbede, der skal opsamle en del af regnvandet, der strømmer ned fra både gaderne og tagflader ud mod torvet. Støttemure og kanter på bassinerne er genbrug fra den gamle p-kælder, der før lå under torvet. Kommer man forbi, kan man flere steder se de sirlige mønstre i belægningen træde flot frem. 

    Botanisk Have og ved Vestervang

    Der er nu plantet træer og stauder ved de nye regnvandsbassiner i Botanisk Have og ved Vestervang, og i juni bliver der sået græs, så området bliver blødt at gå på og grønt at se på. Bassinerne skal rumme og forsinke en masse regnvand, når vejret viser tænder og er dermed en del af klimatilpasningen af området, hvor kvarteret bliver bedre rustet til at håndtere mere regn.

    Skt. Marcus Kirkeplads

    Også her bliver der sået græs i juni. Der er gravet ud til to mindre regnvandsbassiner med en bro imellem, som man kan gå på.   

    Overstående arbejder er med forbehold for ændringer, da der kan opstå noget uforudset undervejs. 

    Visualiseringer: LYTT Architecture.

    Mere om det nye Vesterbro Torv

    Vi laver et stort sammenhængende grønt torv, der følger terrænet i tre terrasser. På den solrige nordside - hvor der før var vej og gennemkørsel - bliver der plads til ophold, fællesspisning, marked og aktiviteter. På midten bliver der plads til gående, regnvand, træer og ophold. På sydsiden gør vi plads til at vente på bussen samt til de mange cyklister, der fortsat skal kunne krydse torvet på tværs.

    Der vil fremover stå cirka 25 træer på selve torvet og 70 træer yderligere i gaderne omkring torvet. Ombygningen omfatter nemlig også de tilstødende gader.

    Derudover minimerer vi gennemkørende biltrafik, så hele området bliver mere fredeligt og tryggere at færdes i.

    Omlægningen af Vesterbro Torv får en stor rolle i klimatilpasningen af midtbyen. I det højtliggende terræn oven for Vesterbro Torv, på torvet og i de tilstødende gader laver vi sammen med Aarhus Vand klimatilpasning med grønne løsninger, som kan forsinke op til tre skybrud på én gang, før det ledes videre til Århus Å. Regnen bruges til at forskønne torvet og skal give plads til mere bynatur.

    Vandet bliver forsinket i tre større regnvandsbassiner ved Skt. Marcus Kirkeplads, Botanisk Have og mellem Vestervang og Langelandsgade. Vandet dirigeres igennem oplandet via Hjortensgade, Langelandsgade over torvet og endeligt via Janus La Cours Gade til Aarhus Å.

    Vandets vej gennem byen

    Det nye Vesterbro Torv betyder, at torvet ophører med at være knudepunkt for bilister. Det vil stadig være muligt at køre ind til hvilket som helst sted i midtbyen, man vil blot skulle køre en anden og mere direkte vej fra ringgadenettet og Kystvejen. 

    De større veje ind til midtbyen i bil, som fortsat er mulig at bruge, samt parkeringshuse og -anlæg med offentlig adgang.

    Omdannelsen af Vesterbro Torv skal særligt tilgodese de bløde trafikanter: cyklister og gående. Når den gennemkørende biltrafik flytter andre steder hen, bliver det mere fredeligt og sikkert at transportere sig aktivt. Det skal bidrage til, at endnu flere ture gennem byen sker på cykel eller gåben, ligesom de, der fortsat er afhængig af bil, får bedre fremkommelighed.

    Se på kortet her, hvor der kommer cykelstier omkring Vesterbro Torv

    cykelstier

    Sydsiden af Vesterbro Torv er nu forbeholdt busser og bløde trafikanter. Det forbedrer fremkommeligheden for buslinjerne 2A, 3A, 4A, 11 og 13, som alle kører på strækningen i dag. De vil tilsammen kunne spare op imod 15 minutter hver time i myldretiden. Det viser beregninger foretaget af COWI for Teknik og Miljø.

    Sidst opdateret: 29. maj 2026