Aarhus Try Out 2026 - præsenter jeres aktiviteter for unge studerende
Vær med, når vi for andet år i træk gennemfører Aarhus Try Out! Et initiativ, der fra september til november 2026 giver udbydere af fritidsaktiviteter mulighed for at præsentere deres aktiviteter gratis for unge studerende. Sport & Fritid giver tilskud til eventuelle udgifter. Send jeres ansøgning nu – eller senest den 10. maj 2026.
Hvad er Aarhus Try Out?
Aarhus er en studieby med ca. 43.000 unge på videregående uddannelser, og hvert år starter ca. 12.000 nye studerende. Mange er tilflyttere, der ikke kender byens fritidsliv, og samtidig er unge studerende en gruppe, der er underrepræsenteret i foreningslivet. Det vil vi gerne ændre med Aarhus Try Out.
I forbindelse med studiestarten vil Aarhus Kommune gerne præsentere de studerende for det alsidige fritidsliv i byen. Målet er, at de studerende finder ind i fritidslivets fællesskaber samtidig med, at aktivitetsudbyderne får besøg af nye potentielle medlemmer, brugere og frivillige.
Gennem Aarhus Try Out kan de studerende tilmelde sig gratis aktiviteter indenfor idræt, kultur, kreativitet og spejder. De studerende kan selv vælge hvilke aktiviteter de vil tilmelde sig, samt hvor mange gange de vil prøve aktiviteten.
I bestemmer selv, hvor mange gange I vil udbyde gratis aktiviteter i løbet af de tre måneder i Aarhus Try Out. I bestemmer også, hvor mange pladser I vil tilbyde pr. prøvegang. Det eneste krav er, at jeres aktiviteter skal kunne rumme, at der til hver prøvegang kan møde nye studerende op, der ikke tidligere har prøvet aktiviteten.
Sport & Fritid giver aktivitetsudbydere tilskud til eventuelle udgifter i forbindelse med aktiviteter i Aarhus Try Out.
Aktiviteterne gennemføres i perioden 1. september til 1. december 2026, og ideen er, at de studerende i løbet af de 3 måneder kan afprøve forskellige aktiviteter.
Kriterier og krav for deltagelse
Aarhus Try Out er åben for flere typer fællesskaber.
I kan være en forening, en aftenskole eller andre typer af ikke-kommercielle fællesskaber som laver folkeoplysende aktiviteter. Alle aktivitetsudbydere i Aarhus Try Out skal have et almennyttigt formål, være non-profit og tilbyde aktiviteter med folkeoplysende karakter. Kommercielle aktører, herunder private undervisningstilbud eller virksomheder kan ikke deltage i Aarhus Try Out.
Langt de fleste aktiviteter er velkomne i Aarhus Try Out. Vi stræber efter at skabe et så alsidigt program som muligt, så uanset om I laver spejder, kor, volleyball, pojagi-syning eller noget helt andet, så håber vi, at I vil præsentere jeres aktiviteter for Aarhus’ studerende.
Det eneste krav er, at I gerne vil åbne jeres aktiviteter for unge studerende og kan skabe et fællesskab, hvor unge er inkluderet.
I kan søge om tilskud til eventuelle udgifter, som I har i forbindelse med afvikling af jeres aktivitet. Det kan eksempelvis være til instruktørgodtgørelse, materialer eller forplejning til fællesspisning efter aktiviteten.
Fedt! Vi vil gerne være med – hvad gør vi?
Der er åbent for ansøgninger NU. Ansøgningsfristen er d. 10. maj kl. 23.59
Ansøgning sker via ansøgningsskemaet: Ansøgning - Aarhus Try Out | Selvbetjening.aarhuskommune.dk .
Efter ansøgningsfristen gennemgår Sport & Fritid alle ansøgningerne og vender tilbage med svar senest d. 1. juni 2026.
Nye faciliteter hos AU Sport & Motion på Trøjborg
I forbindelse med Aarhus Try Out har Sport & Fritid indgået et samarbejde med AU Sport & Motion, som råder over to nye haller og en spejlsal på Trøjborgvej 90. Få en rundtur i faciliteterne her: Instagram
Hos AU Sport & Motion er der desuden et hangout område, som også kan bookes til fx kreaaktiviteter, brætspil eller andet.
Samarbejdet betyder, at aktivitetsudbydere i Aarhus Try Out har mulighed for at benytte faciliteterne og har derefter fortrinsret til at booke faciliteterne gennem hele sæsonen frem mod den efterfølgende sommer. I kan markere i ansøgningen til Aarhus Try Out om I ønsker at benytte faciliteterne på AU Sport & Motion.
Vær opmærksom på at tider og faciliteter fordeles efter ansøgningsfristen til Aarhus Try Out d. 10. maj 2026. Vi kan ikke garantere at I kan få de ønskede tider.
OBS: Det er ikke tilladt at bruge harpiks i faciliteten.
For mere info om mulighederne på AU Sport & Motion kontakt Aarhus Try Out på tryout@aarhus.dk. Har I behov for en fremvisning af faciliteterne? Så kontakt Johan Obenhausen Selmer fra AU Sport på jos@aus.au.dk.
Ansøg
Link til ansøgningsskema:
Ansøgning - Aarhus Try Out | Selvbetjening.aarhuskommune.dk
Det siger deltagerne fra Aarhus Try Out 2025
- 61 % af aktivitetsudbyderne har fået nye medlemmer
- 98 % af aktivitetsudbyderne ønsker at deltage igen
- 60 % af de studerende, der har deltaget i Aarhus Try Out, er efterfølgende fortsat eller overvejer at fortsætte med aktiviteten
- 88% af de studerende har haft en god oplevelse