Gå til hovedindhold
Kultur og Borgerservice

Frivilligfest vender tilbage 4. december

Byens største fejring af frivillige vender tilbage. Fredag den 4. december, dagen før FN’s internationale frivillighedsdag, fyldes Tivoli Friheden til den traditionelle fejring af byens fællesskab. Spar Nord og Nykredit, Aarhus Motion og Kultur og Borgerservice inviterer til Frivilligfest, hvor der er 10.000 gratis billetter til kommunens frivillige. Tilmeldingen er nu åben.

Indhold

    Som en tak til byens mange frivillige ildsjæle afholdes der igen i år Frivilligfest i Tivoli Friheden. Det sker fredag den 4. december, dagen før FN’s internationale frivillighedsdag. Det kan rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, fortælle.

    - Jeg glæder mig virkelig meget til at deltage i årets Frivilligfest. Jeg har betragtet festen udefra, altid med et smil på læben, og jeg er glad for, at vi nu kan fortsætte fejringen med mig som rådmand. Frivilligfesten handler om at give lidt tilbage til dem, der giver så meget af sig selv til andre, og de frivillige fortjener om nogen denne dag. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at alle, der yder en frivillig indsats i Aarhus Kommune, er velkommen, siger Jesper Kjeldsen.

    Der er 10.000 billetter til byens frivillige, og der er nu åbnet for tilmelding. Forrige år kunne festen for første gang melde udsolgt, mens der sidste år blot resterede 460 billetter.

    Gratis adgang til park og forlystelser

    Det er gratis at deltage, hvis man har ydet en frivillig indsats i 2026. Dørene åbnes klokken 15.00, og frem til klokken 21.00 vil der være fri adgang til parken og dens forlystelser. Derudover vil der traditionen tro være indslag og masser af julehygge til alle de fremmødte.

    - Jeg ser frem til årets Frivilligfest, hvor vi endnu engang hylder de mange fantastiske frivillige, vi har i Aarhus. Med deres uselviske indsats spiller de en afgørende rolle for sammenhængskraften i byen. Derfor var der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at vi igen i år bakker op om Frivilligfesten, som jeg glæder mig til at bidrage til og opleve igen, siger direktør i Spar Nord og Nykredit Aarhus Kim Groth.

    Hvis man ønsker at deltage i årets Frivilligfest, forudsætter det, at man har tilmeldt sig på hjemmesiden.

    For alle kommunens frivillige

    Frivilligfesten sker i et samarbejde mellem Spar Nord og Nykredit, Aarhus Motion, Tivoli Friheden og Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice.

    Hos Aarhus Motion ser man frem til at hylde kommunens mange frivillige.

    - Hos Aarhus Motion bakker vi selvfølgelig op om Frivilligfesten, der er en af de vigtigste dage på året. Vi kan ikke afvikle vores events uden hjælp fra frivillige fra de østjyske idrætsforeninger. Frivillighed skal ikke tages for givet, og derfor betyder det utroligt meget for os, at vi kan give lidt tilbage til dem, der gør så meget for andre, siger Jeanette Boye Sørensen, eventchef i Aarhus Motion.

    Festen er for alle kommunens frivillige – lige fra den frivillige træner eller hjælpetræner til besøgsvenner, skolebestyrelsesmedlemmer eller lignende. Der er ikke krav til antallet af frivilligtimer eller typen af frivilligt arbejde. Det vigtige er, at man har lagt en frivillig indsats i 2026.

    Læs mere om hvordan du deltager på frivilligfest.dk.

    Sidst opdateret: 1. oktober 2026