Konference: Virksomheder sætter frivillighed på dagsordenen
Når virksomheder giver medarbejderne fri til frivilligt arbejde, så kan det give både arbejdsglæde, loyalitet og samfundsværdi. Det diskuteres her til eftermiddag på en konference i Aarhus.

Hvordan kan virksomheder styrke medarbejdertrivsel, tiltrække nye talenter og samtidig bidrage til samfundet – uden at gå på kompromis med bundlinjen? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, da erhvervsledere, kommunale repræsentanter og civilsamfundsaktører mødes til konferencen ”Frivillighedens værdi” i Aarhus.
Bag konferencen står Frivilligcenter Aarhus, Erhverv Aarhus og Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, som sammen sætter fokus på, hvordan frivillighed kan bruges i erhvervslivet.
Budskabet er klart: Frivillighed er ikke kun et godt formål – det er en investering i både mennesker, virksomheder og vores fælles velfærd.
”Vi står i en tid, hvor mange virksomheder ønsker at tage større socialt ansvar. Frivillighed giver en unik mulighed for at forbinde erhvervslivets ressourcer med samfundets behov – til gavn for begge parter. Som kommune har vi også et ansvar for at understøtte de møder, hvor erhvervsliv, civilsamfund og det offentlige går sammen om at løfte i fællesskab. Det er sådan, vi bygger stærkere fællesskaber og et mere bæredygtigt samfund,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
Et konkret eksempel på, hvordan frivillighed bliver en del af virksomhedskulturen, ses hos Danske Bank, hvor medarbejderne gennem programmet Time2Give får tre dage om året til frivilligt arbejde. Ordningen giver medarbejderne mulighed for at bidrage til samfundet i arbejdstiden og har vist sig at øge både engagement og stolthed blandt de ansatte – samtidig med, at organisationer i civilsamfundet får værdifulde ekstra hænder.
Partnerskaber, der gør en forskel
Frivilligcenter Aarhus har sammen med blandt andre Gallo Kriserådgivning og Husrum Danmark oplevet de mange muligheder for samarbejder mellem erhvervsliv og foreninger – fx gennem konceptet En dag for en sag, hvor virksomheder deltager i lokale frivilligprojekter.
”Vi oplever, at flere virksomheder ønsker at gøre frivillighed til en del af deres kultur. Når medarbejdere får lov til at bruge tid på noget, der giver mening, styrker det både arbejdsglæden og sammenhængskraften,” fortæller Hanne Sanderhoff Degn, leder af Frivilligcenter Aarhus.
Gevinst for virksomhederne
Ifølge Poul Dalsgaard, direktør for Erhverv Aarhus, handler frivillighed i arbejdstiden ikke kun om at hjælpe andre – men også om at styrke virksomhedens eget fundament.
“Når virksomheder giver medarbejderne mulighed for at engagere sig i frivilligt arbejde, sender det et stærkt signal om tillid og ansvar. Det viser, at man tror på, at medarbejderne vokser af at gøre en forskel. Det giver energi, stolthed og et fællesskab, som de tager med tilbage på arbejdspladsen – og det kan mærkes både på kulturen og resultaterne. Derfor giver det god mening for erhvervslivet at tænke frivillighed ind som en del af moderne ledelse,” siger Poul Dalsgaard.
Flere virksomheder har erfaringer med, hvordan frivillighed kan styrke både medarbejderengagement og fællesskab. Hos EY kan medarbejdere eksempelvis bruge op til 15 arbejdstimer om året på frivilligt arbejde – ofte med udgangspunkt i deres faglige kompetencer. Det giver ifølge virksomheden både stolthed og sammenhold.
Samtidig viser erfaringer fra Livsværkstederne – KFUMs Sociale Arbejde, at partnerskaber med virksomheder kan skabe konkrete resultater for mennesker i udsatte positioner – og tilføre ny energi til foreningslivet.
Kontakt
• Pressetelefon, Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune på 2335 1920. Mail: presse@aarhus.dk
Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra https://www.aarhus.dk/om-kommunen/presserum/#4

