Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Efter borgerinddragelse: Plan for fremtidens Marselis Boulevard er klar

Efter borgermøder, spørgetime og byvandring er rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, klar med sit forslag til, hvor vejen ovenpå Marselistunnelen skal placeres. Forslaget skal nu behandles i byrådet.

Indhold

    Der er længe blevet tænkt og talt om, hvor vejen oven på den kommende Marselistunnel skal placeres. Vejens placering er afgørende for hvor på fremtidens Marselis Boulevard, der kan plantes træer, sættes bænke og håndteres regnvand, og derfor er den genstand for både faglige vurderinger og holdninger.

    Men nu skal debat afløses af beslutning. Vejdirektoratet, som skal anlægge Marselistunnelen, har brug for at kende vejens placering senest d. 1. marts i år, hvis projektet skal skride planmæssigt fremad. Og derfor er rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, klar med sin anbefaling til byrådet: Placér vejen mod syd i behørig afstand af rækkehuse, boligblokke og villaer.

    ”Jeg synes, vejen skal være mod syd i en afstand til boligerne, så der i mellemrummet er plads til både cykelsti, fortov og træer. Ved at placere vejen mod syd har vi mulighed for at lave et uafbrudt parkstrøg langs hele boulevardens nordlige side, som er den side, hvor solen skinner mest. På sigt kan der komme caféer og butikker i etageejendommene, der ligger lige ud til det grønne strøg – det potentiale findes ikke på den modsatte side af boulevarden,” siger Nicolaj Bang.

    Illustrationen viser, hvordan fremtidens Marselis Boulevard ser ud forfra med den to-sporede vej placeret mod syd i behøring afstand af af rækkehuse, boligblokke og villaer, så der i mellemrummet er plads til både cykelsti, fortov og træer.

    Illustrationen viser, hvordan fremtidens Marselis Boulevard ser ud forfra med den to-sporede vej placeret mod syd i behøring afstand af af rækkehuse, boligblokke og villaer, så der i mellemrummet er plads til både cykelsti, fortov og træer.

    I løbet af 2025 gennemførte Teknik og Miljø og vejdirektoratet en lang række aktiviteter både digitalt og fysisk omkring Marselis Boulevard, der gav naboer og andre interesserede mulighed for at mene noget om byrummet oven på den kommende tunnel. Rigtig mange bakkede op om intentionen om et sammenhængende parkstrøg på boulevardens solside. Det samme gør Aarhus Vand, der vurderer, at regnvand håndteres bedst i et parkstrøg placeret mod nord på grund af lokale terrænforhold og strømningsveje.

    Hjælp til trafikken

    Det er planen, at Vejdirektoratet går i gang med at anlægge den 1,8 kilometer lange tunnel under Marselis Boulevard i slutningen af 2028. Men allerede inden da kan aarhusianere og besøgende i byen risikere at blive påvirket af tunnelbyggeriet, hvis de bevæger sig i trafikken på eller omkring boulevarden. Der skal nemlig omlægges kloakrør, fjernvarme, vand og el i de kommende år. Og det er Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune meget opmærksom på, fortæller Trine Buus Karlsen, der som byrumschef har det overordnede ansvar for, sammen med Vejdirektoratet, at få trafikken til at glide bedst muligt, indtil tunnelen forventeligt er klar til brug i 2035.

    ”Vi er sammen med Vejdirektoratet i fuld gang med at se på de løsninger og tiltag, der kan hjælpe cyklister, buspassagerer, gående og selvfølgelig bilister bedst muligt gennem byen, mens Marselistunnelen bliver bygget. Vi kommer til at gøre vores absolut bedste for at få det hele til at glide, men vi må også være ærlige om, at et så stort anlægsprojekt selvfølgelig vil kunne mærkes i trafikken,” siger Trine Buus Karlsen.

    Byrumschefen lover, at der løbende vil blive kommunikeret om de trafikale forhold, herunder omkørsler og tidsbesparende, alternative transportformer, på sociale medier, i breve og selvfølgelig med skilte og lignende i byen.

    Rådmandens forslag til placeringen af vejen oven på Marselistunnelen skal behandles i byrådet onsdag d. 18. februar.

    Illustrationen nedenfor viser, hvordan fremtidens Marselis Boulevard kan se ud med vejen placeret mod syd.

    Billedet viser hvordan vejen oven på Marselistunnelen foreslås placeret: Mod syd i behørig afstand til rækkehuse, boligblokke og villaer, så der i  mellemrummet er plads til både cykelsti, fortov og træer.
    Sidst opdateret: 17. februar 2026