Aarhusianerne skal hurtigere frem
Efter årets budgetforlig venter der investeringer i bedre fremkommelighed for alle typer af trafikanter, renoveringer af toiletter på skoler og i daginstitutioner. Der er også afsat penge til at sikre gennemførelsen af renoveringen af Rundhøjskolen og opførelsen af en ny daginstitution i Lisbjerg.
Bilisterne skal bruge mindre tid på at holde i kø, busserne skal komme hurtigere frem, så det bliver mere attraktivt at bruge den kollektive trafik og forholdene for fodgængere og cyklister skal også forbedres. Det er nogle af resultaterne af forliget om budget 2027-2030.
”Bilister, buspassagerer, cyklister og fodgængere skal alle kunne komme hurtigere og lettere rundt i Aarhus. Det gælder uanset, om man bor i midtbyen eller oplandet. Hvis vi ikke gør noget, så bryder det hele sammen. Derfor er jeg glad for, at forligspartierne er enige om at investere massivt i at forbedre forholdene for alle typer af trafikanter,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Forligspartierne har også fundet finansiering til – sammen med den statslige medfinansiering – at opføre et cykelparkeringshus ved Aarhus H med ca. 1.800 pladser. Herudover er der afsat 10 mio. kr. til at forbedre cykelparkeringen ved byens trafikknudepunkter, Midtbyen og byens uddannelsesinstitutioner. Forbedringerne skal bl.a. tage udgangspunkt i ønsker fra cyklistundersøgelsen.
Forligspartierne er også optaget af, at der skal etableres flere parkeringspladser i Sydbyen hurtigst muligt. Teknik og Miljø skal derfor fremrykke forundersøgelsen til et parkeringshus, som det blev aftalt i forbindelse med den grønne mobilitetsplan samt gå i dialog med Aarhus Havn om en mulig placering.
Opbakning til Aarhus Ejendomme
Inden sommerferien var der forhandlinger om Aarhus Ejendomme, hvor byrådets partier i et forståelsespapir genbekræftede, at Aarhus Ejendomme skal muliggøre en mere effektiv ejendomsportefølje med god service, færre kvadratmeter og reduceret klimaaftryk. Der er fortsat ikke fuld økonomisk balance i Aarhus Ejendomme, men med budgetforliget er der skabt et økonomisk grundlag for, at Aarhus Ejendomme kan levere den nødvendige service.
”For Aarhus Ejendomme er katastrofen afværget, men det er ikke sådan, at vi nu blot kan læne os lettede tilbage. Der venter stadig nogle store og vigtige opgaver og prioriteringer. Jeg er glad for, at forligspartierne viser en stærk opbakning til Aarhus Ejendomme, så gælden bliver nedbragt markant, og at der er penge til ejendomsdriften. Det er afgørende for, at Aarhus Ejendomme kan levere den nødvendige service i de mange kommunale bygninger, der danner rammerne for aarhusianernes hverdag,” siger Nicolaj Bang.
Rådmanden meldte i foråret 2026 ud, at han vil have bedre styr på budgetterne for de kommunale byggerier. Den ambition bakker forligspartierne op, og de har derfor afsat penge til stigende byggepriser, så byggerierne på velfærdsområderne kan realiseres indenfor budget.
Samtidig er der afsat penge til at sørge for, at nogle af de allerede planlagte byggerier bliver gennemført.
”Den planlagte om- og udbygning af Rundhøjskolen og dagtilbudsafdelingen på Thomas Windings Gade har været meget vigtigt for mig at prioritere. Vi har nu en vigtig opgave med at få undersøgt, hvordan vi kan sørge for, at andre projekter med overskredne budgetter også kommer i mål,” siger rådmanden.
Bedre toiletter og indeklima
Budgetforliget betyder også et stort løft til at renovere og forny toiletter og forbedre indeklimaet i dag- og fritidstilbud samt skolerne.
”Vi kan ikke være bekendt at sende vores børn ind på slidte og utidssvarende toiletter. Derfor har det været vigtigt for mig at få afsat penge til at renovere og udskifte toiletter, Budgetforliget giver området et løft, der virkelig kan ses og mærkes,” siger Nicolaj Bang.
Investeringer skal gavne erhvervslivet
Der blev i foråret 2026 indgået en politisk aftale om fremtidens dækningsafgift på erhvervsejendomme. Aftalen betyder, at det blandt andet har været muligt at investere i fremkommelighedsprojekter og renovering af faglokaler.
”Det er vigtigt for mig, at pengene fra dækningsafgiften ikke bare forsvinder i det store kommunale projekt, men kommer erhvervslivet til gode. Derfor målretter vi nogle af midlerne i at sørge for bedre fremkommelighed som også kommer erhvervslivet og medarbejderne til gavn. Samtidig investerer vi i at renovere nogle af de mest nedslidte og defekte faglokaler, så børn og unge kan få god undervisning i håndværksfagene,” siger Nicolaj Bang.