Din ansøgning og dit CV
Hvordan skriver jeg den bedste ansøgning og det bedste CV til en stilling hos Børn og Unge? Læs Hanne Lises gode råd til dit ansøgningsmateriale.
Når du søger en stilling hos os, forventer vi, at du sender både en ansøgning og et CV. Det gør vi, fordi vi ved, at ansættelsesudvalget læser begge dele og tillægger det stor værdi.
Husk altid at sende de bilag med, som vi spørger efter i stillingsopslaget - for eksempel relevante eksamensbeviser.
Overvej altid om dine bilag bidrager med relevant information. Hvis de er mere en ti år gamle, så er det ikke sikkert, at de giver et plus til din ansøgning.
Generelle tips til dit ansøgningsmateriale
- Du må gerne bruge kunstig intelligens - men kun som en sparringspartner. Vi kan nemt se, hvis du har fået kunstig intelligens til at skrive ansøgningen for dig - og det er ikke positiv
- Du kan godt holde din ansøgning på en side. Men skriv ikke mere end halvanden side
- Din ansøgning skal ikke være en genfortælling af dit CV
- Husk at bruge overskrifter, underoverskrifter, afsnit og punktopstillinger, det gør din ansøgning og dit CV nemmere at læse
Din ansøgning
Når du skriver din ansøgning, skal du være tydelig i din motivation.
Du skal huske at skrive:
- Hvorfor er det netop den her stilling, du søger?
- Er det opgaverne, stedet eller begge dele, der har fanget dig?
Fortæl os, hvorfor du matcher stillingen:
- Svar på det, vi spørger efter i stillingsannoncen
- Underbyg dine argumenter med eksempler på dine tidligere erfaringer
Og har du talt med den ansættende leder eller besøgt arbejdsstedet? Så brug den viden, du har fået, i din ansøgning.
Dit CV
Når du laver dit CV skal du være opmærksom på, at layoutet er meget vigtigt. Vi skal kunne finde den relevante information nemt og hurtigt.
Derfor:
- Brug altid omvendt kronologisk rækkefølge, hvor du har dine seneste erfaringer først
- Skriv gerne dine kontaktoplysninger i CV'et; men drop feriebilledet brug et billede, der er nutidigt og med et smil. Det sender et positivt signal, og det er rart at genkende dig, hvis vi mødes til en samtale
- Hold dit CV på tre sider, det kan de fleste. Overvej hvor lang tid, du går tilbage, hvis du skriver mere end tre sider
- Er der huller i dit CV? Så vær åben om hvorfor. Og det er også en god ide at forklare det, hvis du har mange korte ansættelser
Husk: Når du skriver noget på dit CV, så stil dig selv spørgsmålet: Hvorfor er dette relevant for modtageren? Fokuser på, hvilken relevans og værdi det har for dem, der læser det.
Begynder dit CV med en profiltekst? Så skal den fortælle hvorfor netop du matcher den stilling du søger - den skal ikke være generel.
Og så må du til sidst i dit CV skrive om familieforhold og hvad dine interesser er. Det er rart at vide og siger lidt om dig som menneske, men det gør sjældent en forskel i om vi inviterer dig til en samtale.