Gå til hovedindhold
Bredere børnefællesskaber

Tæt og tidligt samarbejde baner vejen for en god skolestart

Vejen til en god skolestart begynder længe før første skoledag. Men hvordan, helt konkret, kan børnehave og skole skabe de bedste forudsætninger for en god skolestart – også for de børn, der har behov for ekstra støtte allerede i børnehaven?

24. sep. 2026

Tæt og tidligt samarbejde baner vejen for en god skolestart

    Af Marie Lærke Justesen, Børn og Unge Kommunikation

    Det har skolerne og børnehaverne i Hasle og Sabro arbejdet med i en prøvehandling i 2024-25. Her indgik dagtilbud, skole og PPR i et tæt samarbejde omkring udvalgte børn, der allerede var i observation hos PPR 1,5 år inden skolestart.

    I begge distrikter kom samtlige af de børn, som skole og børnehave havde et særligt fokus på i prøvehandlingen, godt i gang i skolernes almenklasser. Og erfaringen er, at det tætte samarbejde skaber positive ringe i vandet til gavn for alle børn:

    "Helt overordnet har vi fået en langt tættere løbende kommunikation nu. Nu giver skolen os f.eks. tilbageløb på tendenser, som de ser hos gruppen af skolestartere. Tendenser, som vi kan være mere opmærksomme på i vores nuværende storbørnsgrupper," 
    fortæller Mette Løwenstein, dagtilbudsleder i Hasle.

    "Ja, generelt har vi også fået en langt tættere relation mellem skolen og børnehaverne her i Sabro. Nu ved vi, at vi står sammen om vores værdier og ønsker for børnene i Sabro. Det betyder også, at forældrene vil opleve os som langt mere samstemte end før - og det betyder meget for at lykkes omkring et barn," 
    fortæller Stine Tegen, skoleleder på Sabro-Korsvejskolen.

    Her kan du læse mere om de erfaringer, som de to skoler og dagtilbud har gjort sig, hvilke greb de har ændret i praksis, og hvad andre kan lade sig inspirere af.


    En tættere dialog - tidligere

    "Vi har i forvejen et årshjul for samarbejdet med skolen, men prøvehandlingen gav anledning til flere vigtige justeringer. Nu mødes vi f.eks. allerede i august-september året før skolestart til en god snak om de børn, som vi har en særlig opmærksomhed på. Her taler vi med skolen om de konkrete børns udfordringer, og hvad vi med fordel kan arbejde med i børnegruppen frem mod skolestart. I foråret mødes vi igen og taler om vores erfaringer, og hvad det vil kræve af skolen at tage godt imod netop de her børn. Vi har fået en langt tættere dialog - tidligere," fortæller Mette Aaskov Hammer, dagtilbudsleder i Sabro dagtilbud.

    Både i Sabro og i Hasle har det tættere samarbejde resulteret i flere justeringer i børnenes hverdag. Der er nu kommet et styrket fokus på genkendelighed fra børnehave til skole. Lege, sange og fortællinger går igen fra børnehave til skole og samlingerne afspejler nu i højere grad hinanden. I Sabro har man desuden valgt at have ens visuelle støtteredskaber på tværs af børnehave og skole.

    Derudover er børnehaverne blevet bekræftet i vigtigheden af at arbejde med børnenes sprog og dét at kunne indgå i et socialt fællesskab. Kompetencer der, som skolerne fortæller, er langt mere grundlæggende for at lande godt i skolen end f.eks. at kunne skrive sit eget navn.


    Bærende fællesskaber og bedre overleveringer

    Fra Sabro-Korsvejskolen tager den pædagogiske leder fra indskolingen på besøg i børnehaven både i efteråret og foråret, sammen med børnehaveklasselærer og pædagoger, for at møde børnene. Og lige så den anden vej tager den pædagogiske leder og pædagoger fra dagtilbuddet på besøg i skolen - så de fagprofessionelle besøger hinanden kontinuerligt og derfor kender hinandens arenaer langt bedre end før.

    I forsommeren samles Sabros førskolebørn, fra alle børnehusene, i et to-måneders forløb, hvor de to gange om ugen mødes og leger med deres fremtidige skolekammerater. Det har Sabro praktiseret gennem flere år, men også her er der sket justeringer:

    "Her har vi også fået et særligt fokus på de børn, som har nogle ekstra behov. Helt specifikt kigger vi meget på, hvilke gode fællesskaber på tværs af skolestarterne, som vi kan bringe videre med ind i skolestarten," fortæller Stine Tegen, skoleleder på Sabro-Korsvejskolen.

    I både Sabro og Hasle er de skriftlige overleveringer af børnene desuden blevet kigget godt efter i sømmene. I Sabro fortæller skoleleder Stine Tegen, at dét har betydet langt bedre skriftlige overleveringer. Og også i Hasle har samarbejdet rykket betydeligt på kvaliteten af overleveringerne:

    "Vi får børn fra mange børnehaver, så vi havde et ønske om en form for standard for, hvordan beskrivelserne af børnene laves. Hvordan kommunikeres de forskellige anbefalinger omkring barnet f.eks.? Overleveringerne er blevet mere systematiske og ensartede nu,"
     fortæller Lone Grosen, skoleleder på Hasle Skole.

    Og de bedre overleveringer har, sammen med alle de andre justeringer, direkte betydning for både børn og forældre:

    "Jo bedre viden vi kan give videre til skolen, jo større er sandsynligheden for at børnene bliver grebet på den rette måde i rette tid. Det betyder også meget for forældrene at vide, at skolen har fået den nødvendige viden før skolestarten," fortæller Mette Løwenstein, dagtilbudsleder i Hasle.


    Baggrund

    Prøvehandlingen bestod i et målrettet samarbejde mellem dagtilbud, skole og PPR om børn, der allerede var i observation hos PPR 1,5 år inden skolestart.

    De deltagende dagtilbud, skoler og PPR samarbejdede tværfagligt om at styrke deltagelsesmulighederne for børnene i almenmiljøet og understøtte overgangen fra dagtilbuddet til almenklasse.

    I prøvehandlingen deltog Hasle Skole og dagtilbud samt Sabro dagtilbud og Sabro-Korsvejskolen. Prøvehandlingen startede op i foråret 2024 og blev afsluttet i december 2025. Børnene startede i skole i august 2025.

    Prøvehandlingen har kørt i to områder, som er ret forskellige fra hinanden, bl.a. ift. befolkningssammensætning, antal dagtilbud mv. Derfor er det også forskelligt, hvordan prøvehandlingerne har taget sig ud, og hvad der står tilbage som erfaringer.

     

    Sidst opdateret: 24. september 2026