Gå til hovedindhold

READ: Samarbejde styrker børns læseglæde

Når vi arbejder sammen på tværs af fagområder, kan vi vække flere børns nysgerrighed for bøger og styrke deres læselyst. Det har Gellerup Bibliotek og Børnehuset Stranden erfaret gennem projektet READ – sammen om læsning.

En voksen med en bog omgivet af børn, der lytter

Indhold

    Her inviterer daginstitutioner og biblioteker 3–4-årige og deres forældre ind i bøgernes verden gennem leg, højtlæsning og aktiviteter, med det formål, at styrke børnenes læselyst og inspirere forældre til at læse højt derhjemme.

    Samarbejdet på tværs af Børnehuset Stranden og Gellerup bibliotek indebærer bl.a., at pædagog Rabia Mustafa jævnligt tager børnene med over på Gellerup Bibliotek. Her forvandles biblioteket til et rum fyldt med fortællinger, bøger og lege, som bibliotekar Rikke Schmidt Maltesen og Rabia Mustafa skaber sammen. Derudover kommer Rikke Schmidt Maltesen tit på besøg i Børnehuset Stranden, hvor hun læser højt og skaber rolige, fælles læseoplevelser i børnenes velkendte rammer. For børnene betyder det, at bøgerne ikke blot er noget, der står på en hylde – men noget, der kan åbnes, deles og opleves sammen med trygge voksne.

    Fælles mål skaber resultater

    I Børnehuset Stranden mærker Rabia Mustafa tydeligt, hvordan børnene har taget bøgerne til sig efter samarbejdet er startet. Højtlæsning fylder mere i hverdagen og børnene viser både større sproglig nysgerrighed, iver efter at komme hen på biblioteket og glæde ved bøgerne:

    Jeg kan bare mærke at børnene rykker sig meget til at være modtagelige til læring og lære nye ord hver dag. Vi giver dem nogle flere ord i dagligdagen. Jeg kan bare mærke på børnene, at de bliver meget læseglade.

    Ifølge Rikke Schmidt Maltesen er samarbejdet mellem daginstitution og bibliotek en afgørende faktor i READ:

    Det at arbejde sammen med daginstitutionerne i READ, det gør at vi får adgang til nogle forældre og børn, som vi ellers ikke ser på biblioteket – og det er en kæmpe gave for os. Det at vi møder børnene, når de er sammen med deres trygge voksne fra børnehaven, det hjælper os til langt hurtigere at nå ind og skabe en form for relation og dermed kunne bygge videre på det i den gode læseoplevelse.

    Samarbejdet fortsætter

    Samarbejdet mellem bibliotek og daginstitution er sat i gang i flere børnehaver rundt omkring i Aarhus Kommune. READ – sammen om læsning fortsætter, og både Gellerup Bibliotek og Børnehuset Stranden ser frem til at udvikle samarbejdet yderligere.

    READ 3–4 år er en del af Aarhus Kommunes overordnede indsats READ – Sammen om læsning. Aarhus Byråd har afsat midler til at styrke det tværgående samarbejde og stille materialer til rådighed for børn i alderen 3–4 år. Indsatsen omfatter blandt andet biblioteksbesøg, en rygsæk med bøger til børnene og vejledning i højtlæsning til forældre.

    Læs mere om READ på aarhus.dk
    Sidst opdateret: 15. januar 2026