Nationalromantikkens etagehuse
Ca. 1890-1910. Det nationalromantiske etagehus kendetegnes ved brugen af danske/lokale materialer og byggeskikke samt romantiske elementer fra historien. Detaljerne refererer ofte til vikingetidens symboler. Facaderne ses med mange karakterfulde arkitektoniske elementer; bindingsværk, dekoreret murværk og unikke detaljer som tårne, spir og udkragende karnapper.
Facader
Den nationalromantiske facade er karakterfuld og livlig, hvor den røde murstensarkitektur er kendetegnende. Ofte er facaden sammensat af flere arkitektoniske former og kan stå i mursten, granit og malet træværk. Stilen blander danske/nordiske byggeskikke og materialer med romantiske elementer som bindingsværk, tårne, karnapper, facadegavle, store buestik og kampestenssokler. I perioden dikterede bygningens indre ofte facadens udformning og komposition. Facadernes materialitet og facadeelementer bør bevares for at opretholde den oprindelige idé bag den nationalromantiske facade.
Vinduer og døre
Trefagsvinduet præger ofte facaden, fremfor det hidtil dominerende tofagsvindue. Vinduerne kan være retvinklede, fladbuede eller rundbuede. Under nationalromantikken vendte det småsprossede vindue tilbage og vinduerne er oftest i hvidmalet træ.
Ofte er facadens takt opbrudt i stueetagen, hvor vinduesåbninger kan være større end i resten af facaden. Vinduernes overliggere kan være murede stik eller granitoverliggere.
Vinduestakten og -sætningen samt vinduernes dimensioner og proportioner bør bevares, da de bidrager til facadens helstøbte komposition. Ved forekomst af originale vinduer, bør disse bevares.
Tag
Typisk er tagene teglhængte eller belagt med naturskifer. Taget kan fremstå som saddeltag og mansardtag, og er ofte markant i sin udformning. Der kan forekomme bindingsværk og bindingsværkskviste i tidens mansardtage. Taget kan også være præget af store gavlkviste.
Overgangen mellem facade og tag markeres af en hovedgesims i tegl eller granit.