Gå til hovedindhold

Besøg cykellegepladsen Cykeløen

Lær de små at cykle og blive trygge i trafikken på Cykeløen. Du finder Cykeløen på Pier 3 på Aarhus Ø.

Indhold

    Tag børnene med på Aarhus' første cykellegeplads Cykeløen og lær de små at bevæge sig sikkert på cyklen i trafikken.

    På Cykeløen finder du seks baner i forskellige sværhedsgrader, samt pumptrack og forskellige træningselementer og legehuse.

    Planlæg dit besøg og book Cykeløen her

    På Cykeløen er der bordbænkesæt, hvor man kan nyde madpakker eller hvile benene mellem øvelserne. 

    Du kan også finde toiletter på pladsen. Toiletterne er åbne, når legepladsen er bemandet.

    Uden for åbningstiden kan du bruge de offentlige toiletter på Aarhus Ø.

    Se de nærmeste toiletter her

    Rygning er ikke tilladt på pladsen.

    Du er som forælder eller privatperson meget velkommen til at besøge Cykeløen i dagtimerne, men vær opmærksom på, at cykellegepladsen kan bookes af daginstitutioner, skoler og foreninger i hverdagene.

    I weekenden er cykellegepladsen åben for alle.

    Privatpersoner kan låne cykler og cykelhjelme i de bemandede tidsrum, dog med det forbehold at skoler og daginstitutioner har fortrinsret i hverdagen.

    Bemandet åbningstid 

    Cykeløen er bemandet ca. tre gange om ugen, herunder hver den første søndag i måneden kl. 8.30-14.30. 

    Du kan som lærer eller pædagogisk medarbejder på en skole eller i en daginstitution gratis booke cykellegepladsen i dagtimerne i hverdagene. Der er cykler og cykelhjelme til rådighed på pladsen.

    Har du spørgsmål til eller problemer med at booke, kan du skrive til mobilitet@mtm.aarhus.dk

    Har du spørgsmål til besøget på cykellegepladsen, kan du skrive til cykelkaptajnen, der bemander cykellegepladsen, på cykelkaptajnen@danskskolecykling.dk

    Cykelbaner på Cykeløen

    Kravlegården er for de allermindste børn, der skal op på cyklen for første gang.

    Balancebanen er for de letøvede cyklister, som skal træne motorik og balance.

    Forhindringsbanen øger udfordringerne en smule, og gør børnene motorisk bedre på cyklen. 

    På trafikbanen lærer børnene, hvordan de skal bevæge sig i trafikken, give tegn og forstå trafikskiltene.

    På racerbanen kan børnene give den gas og vise, hvor gode (og hurtige) de er på cyklen. 

    På diktatbanen kan børnene øve bogstaver og cykelfærdigheder på samme tid. 

    Find sjove og lærerige cykellege her

    Sidst opdateret: 7. september 2026