Aarhus vil være klimapositiv i 2035
Voldsomt vejr, stigende vandmængder og højere temperaturer. Den globale klimakrise kan også mærkes i Aarhus. Klimaplan 2025-2030 skal skabe vejen mod en klimaneutral kommune.
Ny klimaaftale for Aarhus
I sommeren 2026 indgik forligskredsen en opdateret klimaaftale, der bygger videre på Klimaplan 2025-2030. Baggrunden var statens vanskelige vilkår for CO₂-fangst og -lagring, som har betydet, at 2030-målet ikke længere kan nås.
Aarhus skal fortsat reducere CO₂-udledningen markant. Med den nye klimaaftale er målet, at vi i 2030 har reduceret udledningen med mindst 85 procent – og med en klar ambition om 90 procent. Senest i 2035 skal Aarhus være klimapositiv. Det betyder, at vi skal fjerne mere CO₂, end vi udleder. Vi skal fortsat arbejde med blandt andet grøn energi, transport, byggeri, natur og vores forbrug. Samtidig får CO₂-fangst en vigtig rolle i at nå målet.
Otte indsatsområder fra klimaplanen
CO2e’en skal ”suges ud”, inden den ryger op i atmosfæren
Der skal etableres et Carbon Capture-anlæg på energianlægget i Lisbjerg, som kan trække CO2e ud af røgen, der kommer fra afbrænding af halm og affald. Selvom etableringen af anlægget ikke kommer til at ske inden 2030, arbejder vi stadig ihærdigt på, at det kan blive en realitet senest i 2035.
Energien skal være grøn
Vi vil sætte fart på omstillingen af vores energiforsyning, der skal være baseret på vedvarende energikilder og mindst mulig biomasse. Derfor arbejder vi på at etablere op mod1.600 ha solceller og 8 nye store vindmøller. En biogen energipark skal sikre koblingen mellem energi- og landbrugssektoren, mens geotermi skal også være en væsentlig grøn energikilde.
Energiplan 2025 -2045 sætter retningen for indsatserne på varmeområdet. Det sker blandt andet gennem elektrificering af varmeproduktion, etablering af store varmelagre og udbygning af fjernvarmenettet.
Se Energiplan 2025-2045 for Aarhus Kommune
Vi skal bruge mindre energi
Vi skal skabe de bedste betingelser for at spare på energien i samfundet. Det gøres blandt andet gennem oplysningskampagner og samarbejdet "Energispring" med Kredsløb og flere forskellige virksomheder.
Kommunens transport og anlægsprojekter skal være mere klimavenlig
Aarhus Kommune vil omstille til fossilfrie køretøjer og arbejdsmaskiner – og flytte kørsel i arbejdstiden fra biler til cykel og kollektiv transport.
Der skal laves livscyklus-vurderinger for anlægsprojekter og kommunen skal øge fokus på genanvendelse, partnerskaber og samarbejde.
Vi vil have 50 % flere over i den kollektive trafik, 50 % flere ture på cykel og 37 % flere elbiler
Indsatserne i Grøn Mobilitetsplan giver aarhusianerne flere muligheder for at vælge kollektiv transport, cykel og gang.
Læs mere om Grøn Mobilitetsplan her.
Vi vil begrænse transport af jord
Transporten af 6 ton overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter udleder 10.000 ton CO2e. Aarhus Kommune vil blandt andet skabe bedre muligheder for at komme af med overskudsjord inden for kommunegrænsen, så der ikke skal bruges så meget brændstof på at transportere jorden.
Vi skal give plads til naturen
Det er byrådets vision, at kommunens areal skal være nogenlunde ligeligt fordelt mellem by, landbrug og natur. Det vil sige, at vi i fremtiden skal have 16.000 ha skov og natur i Aarhus, mens 1.300 ha. lavbundsjorde skal udtages. Der frigives CO2e, når lavbundsjorde drænes og bliver til landbrugsjord. Det kan ændres ved at stoppe dyrkning og dræning, f.eks. via jordfordeling, opkøb af jord, vejledning, kompensationer og information.
Vi vil fremme landbrugets grønne omstilling
Landbruget spiller en vigtig rolle – også i fremtidens fødevareproduktion. Aarhus Kommune vil derfor styrke samarbejdet med landbrugene. Der skal udarbejdes klimahandleplaner, etableres partnerskaber og afprøves nye dyrkningsmetoder og forretningsmodeller.
Vi vil fremme affaldsminimering, klimavenlige materialer og cirkulær ressourceudnyttelse i samfundet
Gennem planlægning, regulativer, dialog og samarbejder vil vi sætte gode rammer for affaldsminimering og cirkulær ressourceudnyttelse. Klimavenlige materialer i industrien og byggeriet skal fremmes gennem dialog og målrettede tilsyn, samarbejder, netværk og Det Grønne Akademi.
Vi vil gøre en indsats for, at aarhusianerne spiser grønnere
Vi vil styrke klimavenlige madvaner hos både børn, unge og voksne. Der skal blandt andet udvikles en model for grønne madfællesskaber, og der skal være madkundskabsprojekter i skolerne.
Vi vil være med til udvikling af nye dyrkningsmetoder og fremme plantebaseret madproduktion
Vi vil bidrage til test og udvikling af nye dyrkningskoncepter og bidrage til partnerskaber med virksomheder og videns-, erhvervs- og interesseorganisationer inden for landbrug og fødevarer, så vi får skabt en fælles retning i alle dele af fødevaresystemet.
Vi vil teame op med byggebranchen
Vi vil bidrage til at etablere stærke samarbejder og netværk mellem private og offentlige aktører inden for byggebranchen, så bæredygtighed kan blive en kerneværdi i byudviklingen.
Vi vil sikre lokal opbakning til projekter i det åbne land og være klimastrategiske i kommuneplanlægningen
Fokus på dialog og samarbejde om udvikling og brug af vores arealer med lokale organisationer, fællesråd, lodsejere, landbrugs- og interesseorganisationer, myndigheder, energiselskaber, virksomheder og fonde m.fl.
Vi vil fremme omstillingen i små og mellemstore virksomheder
Den grønne investeringspulje tilbyder risikovillig kapital til udvikling, test og/eller demonstration af virksomheders nye grønne løsninger og teknologier. Vi vil understøtte bæredygtig forretningsudvikling gennem nye kompetencer, netværk og vejledning.
Læs mere om Den grønne investeringspulje
Udvikling og tests af løsninger i lokale laboratorier
Gennem klima Living Labs, som er levende laboratorier, vil vi udvikle og teste nye løsninger inden for fx transport, fødevarer og bæredygtigt byggeri. I første omgang vil vi etablere Klima Living Labs 2-3 steder i kommunen. Indsatsen inkluderer borgere, civilsamfund, erhvervsliv og videns-, forsknings- og kulturinstitutioner.
Klimaalliancen Aarhus skal drive klimainitiativer
Klimaalliancen Aarhus skal udføre og skalere CO2e-reducerende initiativer med særligt fokus på data og digitalisering, cirkulær økonomi, ESG-rapportering, grønne kompetencer mv.
Vi vil have en stærk delegations-service
Det er vigtigt, at vi udveksler erfaringer og lærer af hinanden. Vi oplever stor interesse fra udenlandske delegationer, eksempelvis virksomheder, myndigheder eller uddannelsesinstitutioner, der ønsker at høre om Aarhus Kommunes tilgang til klimaudfordringerne. Der er blandt andet stor interesse for energiområdet/fjernvarme-systemet, reduktion af engangsemballage og byggeri.
Vi deltager aktivt i klubben ”100 Klimaneutrale byer”
Aarhus kommune træder ind i en europæisk klub under EUs Bymission-arbejde, ”100 klimaneutrale byer”. Det giver adgang til funding, netværk og relationer til EU Kommissionen.
Vi vil sikre finansiering af kommunens klimaprojekter via funding
Vi vil skaffe eksterne midler til finansiering af klimaprojekter. Det omfatter et tæt samarbejde med Central Denmark EU Office, europæiske netværk og konsortier, myndigheder i EU og internationale eksperter. Vi forventer at hjemtage 10-15 mio. kroner årligt i ekstern funding.
Hvad gør Aarhus Kommune som organisation?
Aarhus Kommune skal som organisation være klimaneutral i 2035. Alle magistratsafdelinger har udarbejdet egne klimahandleplaner, som skal sikre, at målsætningen nås.
Klimaplan 2025-2030 fokuserer på alle vores udledninger - uanset hvor i verden de finder sted. Det kræver en stor indsats – vi skal forbruge mindre, vælge produkter med længere levetid og tænke mere i genbrug og cirkulære løsninger. Samtidig skal vi stille tydeligere krav til vores leverandører og samarbejdspartnere, så vi i fællesskab kan bevæge os i en grønnere retning.
Klimasekretariatet
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
E-mail: climate@mtm.aarhus.dk
Hvad er klimaneutralitet?
Klimaneutralitet betyder, at der ikke udledes mere drivhusgas i atmosfæren, end der kan optages. Drivhusgas kan fx optages af træer, eller det kan fjernes fra røgen fra afbrænding gennem carbon capture.
Hvad er forskellen på Co2 og CO2e?
E'et står for “equivalent” – eller ækvivalent på dansk - og bruges, fordi CO2 ikke er den eneste skadelige drivhusgas. CO2e er en omregningsfaktor til sammenligning af forskellige drivhusgassers indvirken på drivhuseffekten.
Klimaplanen er certificeret af C40
C40 er en sammenslutning af de mest klimaambitiøse byer i verden - ud fra principperne i ”Cities Climate Transition Framework”.