Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Rådmand: Nu skal byrådet sikre, at velfærden kommer først

Sundhedsreformen efterlader Sundhed og Omsorg med en budgetudfordring på omkring 109 millioner kroner. Nu forventer rådmand Metin Lindved Aydin, at partierne omsætter deres ambitioner om velfærd til konkrete prioriteringer i budgettet.

Indhold

    Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har allerede i år været nødt til at gennemføre to omfattende økonomiske opbremsninger for at overholde den kommunale serviceramme. Nu står området over for endnu en stor økonomisk udfordring. Beregninger viser nemlig, at sundhedsreformen efter en overgangsperiode kan efterlade Sundhed og Omsorg med et årligt tab på 109 millioner kroner. 

    Plejehjem, hjemmepleje og sundhedstilbud til aarhusianerne er en central del af fundamentet i den kommunale velfærd. Derfor advarer rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin, nu om, at den nye sundhedsreform lægger et massivt økonomisk pres på området, som byrådet bliver nødt til at håndtere i de kommende budgetforhandlinger. 

    ”Det er en tikkende bombe. Det her handler om den helt nære velfærd, som tusindvis af aarhusianere møder hver eneste dag. Hvis vi ikke tager den her udfordring alvorligt, bliver det umuligt at fastholde den kvalitet, som borgerne forventer og har krav på”, siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.  

    Fra 1. januar 2027 flyttes en række velfærdsopgaver fra Aarhus Kommune til Region Midtjylland, og det kommer til at have en økonomisk konsekvens for Sundhed og Omsorg, der mister 109 millioner kroner.  

    Nu skal ambitionerne omsættes til handling 

    For rådmanden bliver det kommende budget en prøve på, om byrådet rent faktisk vil prioritere velfærden, når det koster. Virkeligheden er nemlig, at der kommer flere og flere ældre mennesker med behov, der bliver mere og mere komplekse. Derudover bliver det samtidig sværere og sværere at skaffe den nødvendige faglige arbejdskraft. Derfor kommer den økonomiske udfordring til at ramme velfærden ekstra hårdt.  

    Hele formålet med sundhedsreformen er at styrke det nære sundhedsvæsen, hvor landets kommuner - herunder Aarhus Kommune - spiller en helt central rolle. Med udsigten til et stort tab på reformen, kan effekten for borgerne i Aarhus Kommune blive den helt modsatte.  

    ”Mange partier siger, at de ønsker at værne om velfærden. Nu kommer øjeblikket, hvor de ambitioner skal omsættes til konkrete prioriteringer. Jeg forventer, at partierne tager ansvar og finder løsninger, så regningen for sundhedsreformen ikke ender hos de ældste og svageste aarhusianere”, siger Metin Lindved Aydin. 

    Han understreger samtidig, at der endnu ikke er truffet beslutninger om, hvordan udfordringen skal håndteres. 

    ”Vi har stadig mulighed for at handle. Derfor rejser jeg sagen nu. Hvis vi vil beskytte den nære velfærd, skal vi tage de nødvendige beslutninger i budgetforhandlingerne. Det er nu, vi skal vise, hvad vores prioriteringer er.” 

    De kommende budgetforhandlinger bliver dermed en afgørende test af, hvordan Aarhus Byråd vil prioritere velfærden. Ifølge Metin Lindved Aydin handler det om at sikre, at aarhusianerne også fremover kan regne med den pleje, omsorg og støtte, de har brug for. 

     

    Fakta: Sundhedsreformen og økonomien 

    • Sundhedsreformen træder i kraft 1. januar 2027 og flytter en række sundhedsopgaver fra Aarhus Kommune til Region Midtjylland. 
    • Aarhus Kommune afleverer opgaver for omkring 148 mio. kr. årligt, men får reduceret bloktilskuddet med 281 mio. kr. 

    • Det giver et samlet tab på omkring 133 mio. kr. årligt, når overgangsordningen udløber. 

    • Den største del af tabet, omkring 109 mio. kr. årligt, rammer Sundhed og Omsorg fra 2029. 

    • En statslig overgangsordning begrænser tabet til omkring 48 mio. kr. årligt i 2027 og 2028. Som en del af Budget 2026 er det besluttet, at Sundhed og Omsorg i overgangsperioden finansierer halvdelen af tabet, dvs.  knap 24 mio. kr. årligt. 

    • De økonomiske konsekvenser af sundhedsreformen, herunder ændringer i den kommunale medfinansiering og flytningen af opgaver til regionerne, skal indgå i arbejdet med en ny model for kommunale tilskud og udligning. Modellen forventes at træde i kraft fra 2029. 

    Sidst opdateret: 27. august 2026