Nye regler om 37 timers arbejdspligt
Fra 1. januar 2025, er borgere i kontanthjælpssystemet, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, omfattet af arbejdspligten. Arbejdspligt er en pligt til at deltage i aktiviteter i op til 37 timer om ugen.
Hvis du er omfattet af arbejdspligten, har du pligt til at deltage i aktiviteter, der kan hjælpe dig tættere på beskæftigelse, som fx lønnede timer i småjobs, virksomhedspraktik, danskundervisning, nytteindsats osv.
Jobsøgning, samtaler med din jobkonsulent, forberedelsestid til danskundervisning, sygehus- eller psykologbehandling og transport mellem aktiviteterne kan også tælle med i opgørelsen af de 37 timer.
Du beholder den jobkonsulent, du har nu, og som udgangspunkt følger du den plan, I har lagt sammen. Det kan dog være, at vi styrker indsatsen for dig, og at vi iværksætter flere nye aktiviteter for dig. Når vi gør det, laver vi også en vurdering af din konkrete situation, så aktiviteterne tager hensyn til dit helbred.
Målet er, at vi gennem de beskæftigelsesrettede aktiviteter, finder et job, der passer til dig og din livssituation. Det er derfor et krav, at du deltager i de aktiviteter, du aftaler med din jobkonsulent.
Opholdskravet går ud på, at du skal have opholdt dig i Danmark i mindst 9 ud af de seneste 10 år. Beskæftigelseskravet går ud på, at du skal have haft fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2½ år ud af de seneste 10 år. Du skal opfylde begge krav for ikke at være omfattet af arbejdspligten.
Reglerne om arbejdspligt, blev besluttet af Folketinget i december 2024 og trådte i kraft 1. januar 2025. Formålet med arbejdspligten er, at de aktiviteter som indgår i arbejdspligten, skal hjælpe til, at flere borgere kommer i beskæftigelse.
Har du spørgsmål til den ydelse du modtager, er du velkommen til at kontakte din ydelsesrådgiver eller Ydelsescentret. Der er kontaktoplysninger til Ydelsescentret i den blå boks.
Hvis du har spørgsmål til arbejdspligten og hvad den kommer til at betyde for dig, er du velkommen til at kontakte din jobkonsulent eller Job Aarhus. Der er kontaktoplysninger til Job Aarhus i den blå boks.
Hvis du er omfattet af arbejdspligten, har du mulighed for at blive henvist til vores forløb "Aktiv jobsøgning". Her deltager du 4 timer om ugen i et aktivt jobsøgningsmiljø uden for hjemmet, hvor du får støtte og sparring i din jobsøgning.
Hvad indebærer forløbet?
- Du møder ind sammen med andre i samme situation, og der er altid 1-2 virksomhedskonsulenter til stede.
- Der er fokus på konkret jobsøgning:
- Støtte til at finde relevante job
- Råd og sparring på ansøgning og CV
- Træning i jobsamtaler
- Direkte kontakt til virksomheder
- Under forløbet kan du blive formidlet direkte til job eller få hjælp til at komme i fx virksomhedspraktik.
Vores jobcafé er for dig, der er omfattet af arbejdspligten. Her kan du bruge computer og få adgang til jobopslag og der er altid en jobkonsulent til stede og klar til at hjælpe dig med fx jobidéer, ansøgning, cv og kontakten til virksomheder.
Du kan komme her som deltager i forløbet Aktiv Jobsøgning (se ovenfor), men du er også velkommen, hvis du ikke deltager i forløbet, men blot har brug for støtte til din jobsøgning.
Jobcaféen
Spanien 19, stuen
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 8:30-12:30
Arbejdspligt betyder, at du skal deltage i aktiviteter i op til 37 timer om ugen.
Jobcaféen er tilbuddet om jobsøgning uden for hjemmet. Jobcaféen udgør 4 timer af de 37 timer om ugen.
Hvad kan du få hjælp med i Jobcaféen?
- Søge job og praktik
- Skrive CV og ansøgning
- Kontakte virksomheder uopfordret
- Træning i at gå til jobsamtale
- Præsentation af konkrete job eller brancher
- Oplæg/præsentation af virksomhed
- Bruge jobsøgningsværktøjer som Candeno/Jobnet
Hvornår skal du møde op i Jobcaféen?
Når du er tilmeldt Jobcaféen, modtager du et brev i din digitale post. I brevet kan du se, hvilken dag du skal komme.
Hvad skal du medbringe?
- MitId på din telefon eller kodeviser
- Sygesikringsbevis
- Log in til din mail, så du kan logge ind på din mail via browser
- Der er PC til rådighed i Jobcaféen, men du må gerne medbringe din egen pc
- Evt. frokost
Praktisk
Adresse: Spanien 19, 8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 8.30 - 12.30
Torsdag kl. 9.00 - 13.00
Mad og drikke:
I Jobcaféen kan du få vand, te og kaffe. Der er ikke mulighed for at købe mad.
Sygemelding/Afbud
Hvis du er syg eller har en anden gyldig grund, der gør, at du er forhindret i at møde op, er det vigtigt, at du ringer til Jobcaféens vagttelefon:
Telefon 41 85 61 67 i tidsrummet kl. 8.00 - 8.30.
Du kan blive bedt om at fremsende dokumentation for dit fravær.
Til virksomheder - vil I gøre en forskel?
Som virksomhed har I mulighed for at gøre en konkret forskel for borgere, der ønsker at komme tættere på arbejdsmarkedet. Ved at tilbyde et småjob eller en virksomhedspraktik, bidrager I til at styrke borgerens muligheder for fremtidig beskæftigelse og selvforsørgelse – samtidig med, at I får løst konkrete opgaver i virksomheden.
Et småjob er en fleksibel løsning, hvor en medarbejder ansættes i en ordinær stilling – helt ned til 2 timer om ugen. Arbejdsopgaverne kan f.eks. være opgaver, der ligger uden for jeres kerneområder.
Det kan blandt andet dreje sig om:
- klargøring og oprydning,
- arkivering og lettere kontorarbejde,
- forefaldende lagerarbejde,
- vareopfyldning,
- kantinehjælp,
- bud- eller kørselsopgaver,
- udendørs vedligehold
- og andre ad hoc-opgaver som øvrigt personale ikke når.
Det får I ud af at ansætte i småjob
Et småjob kan være en enkel og fleksibel løsning for jer – og samtidig en meningsfuld måde at tage socialt ansvar på. Her er nogle af fordelene:
- Få løst opgaver, der ellers bliver nedprioriteret
- Har I praktiske, rutineprægede eller tidskrævende opgaver, som det faste personale ikke når? En småjobber kan tage sig af dem – uden krav om fuldtid.
- Fleksibel arbejdskraft – når det passer jer
Småjob tilpasses jeres behov. Det kan være få timer om ugen, på bestemte dage eller sæsonbaseret. - Mere tid til kerneforretningen
Ved at lade en småjobber varetage støtteopgaver, frigør I tid og ressourcer til de medarbejdere, der løfter kerneopgaverne. - Styrk jeres sociale profil
Når I ansætter i småjob, tager I aktivt medansvar for at hjælpe en borger tættere på arbejdsmarkedet – og det sender et stærkt signal til både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. - Samarbejde med VirksomhedsService, Aarhus Kommune.
I står ikke alene. Vi hjælper med at matche den rette kandidat, følger op undervejs og sikrer, at samarbejdet fungerer. I VirksomhedsService tilbyder vi at besøge jeres virksomhed for at afdække jeres behov for småjob. Vi hjælper med at finde kandidater, der matcher netop jeres opgaver og virksomhedskultur. Derudover støtter vi i kontakten med borgerne, følger op og koordinerer samarbejdet mellem jer, kandidaten og vores konsulenter.
Kontakt
Ring: 87 13 41 11
Skriv: virksomhedsservice@aarhus.dk (skriv ikke personfølsomme oplysninger i mailen)
Center for Kontanthjælpsydelser
Åbningstid:
Mandag - fredag kl. 9-12
Telefontid:
Mandag - fredag kl. 9-14
Værkmestergade 15 B
8000 Aarhus C
Telefon: 89 40 20 00
Job Aarhus
Åbningstider og telefontider:
Mandag - fredag kl. 8-15
Torsdag kl. 8-17
Værkmestergade 5
8000 Aarhus C
Telefon: 89 40 68 00
Job Aarhus kan hjælpe dig, hvis du er ledig
Job Aarhus hed tidligere Jobcenter Aarhus. Vi har skiftet navn, men hjælpen er den samme. Job Aarhus hjælper ledige med blandt andet vejledning, virksomhedspraktik og formidling af kontakt til virksomheder.