Gå til hovedindhold

Ansæt en elev eller lærling i Aarhus

Find en ung kandidat til en erhvervsuddannelse og få hjælp til rekruttering og ansættelse

Indhold

    At ansætte en elev eller lærling er en mulighed for at uddanne en kommende medarbejder og samtidig være med til at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomheden.

    Har virksomheden brug for en elev eller lærling, kan Job Aarhus hjælpe med at finde relevante kandidater blandt ledige unge i Aarhus. Vi arbejder med unge under 30 år, som er motiverede for at tage en erhvervsuddannelse og komme godt i gang på arbejdsmarkedet.

    Nogle kandidater har allerede gennemført et relevant grundforløb og er derfor klar til at fortsætte deres uddannelse med oplæring i en virksomhed.

    Fælles for målgruppen er, at de aktuelt er ledige og derfor ofte kan starte hurtigt, når det rette match mellem kandidat og virksomhed er fundet.

    • Få nye perspektiver og idéer
      Unge kan bidrage med nye måder at løse opgaver på og kommer ofte med lyst til at lære nyt. Det kan give nye perspektiver på både arbejdsgange, systemer og teknologi.
    • Uddan en medarbejder til din virksomhed
      Som lærevirksomhed får du mulighed for at oplære en kommende medarbejder i virksomhedens opgaver, arbejdsgange og kultur.
    • Styrk din fremtidige rekruttering
      En elev eller lærling kan blive en kvalificeret medarbejder, når uddannelsen er gennemført. Det kan være en god måde at sikre arbejdskraft med de kompetencer, virksomheden får brug for.
    • Giv en ung en vej ind på arbejdsmarkedet
      Når du ansætter en elev eller lærling, giver du en ung mulighed for at få praktisk erfaring, uddannelse og en start på arbejdslivet.
    • Mulighed for refusion og tilskud
      Der findes forskellige økonomiske ordninger for virksomheder, der ansætter elever og lærlinge. Du kan blandt andet få refusion for lønudgifter under elevens eller lærlingens skoleophold gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).

    Lønnen til elever og lærlinge følger som udgangspunkt overenskomsten på området. Hvis virksomheden ikke er dækket af en overenskomst, skal lønnen som udgangspunkt svare til det niveau, der gælder på området.

    Virksomheden betaler løn til eleven eller lærlingen både under oplæring i virksomheden og under skoleophold.

    Når eleven eller lærlingen er på skole, kan virksomheden få refusion for en del af lønudgiften gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).

    Læs mere om AUB og refusion på Virk.

    1. Bliv godkendt som lærevirksomhed

    Virksomheden skal være godkendt som lærevirksomhed, før du kan ansætte en elev eller lærling.

    Du kan få hjælp hos den relevante erhvervsskole. Det er en god idé at kontakte den skole, der udbyder den uddannelse, eleven eller lærlingen skal tage.

    Du kan også læse mere om godkendelse som lærevirksomhed på Lærepladsen.dk.

    Lærepladsen.dk

    2. Find en elev eller lærling

    Du kan selv finde en elev eller lærling eller få hjælp til rekrutteringen.

    Job Aarhus kan hjælpe virksomheden med at finde relevante kandidater blandt ledige unge i Aarhus. Vi tager udgangspunkt i virksomhedens behov, jobbet og den uddannelse, kandidaten skal tage

    3. Vælg den rigtige uddannelsesaftale

    Der findes forskellige typer uddannelsesaftaler, blandt andet:

    • almindelig uddannelsesaftale
    • ny mesterlære
    • kombinationsaftale
    • kort uddannelsesaftale
    • delaftale

    Læs mere om de forskellige aftaletyper hos Børne- og Undervisningsministeriet.

    Uddannelsesaftaler for erhvervsuddannelser

    4. Indgå uddannelsesaftalen

    Uddannelsesaftalen indgås mellem virksomheden og eleven eller lærlingen og fungerer som grundlag for oplæringen i virksomheden.

    Aftalen kan indgås digitalt eller på papir.

    Find aftaledokumenter og læs mere om uddannelsesaftaler hos Børne- og Undervisningsministeriet.

    Find aftaledokumenter

    Ønsker du yderligere information om oplæring af elever og lærlinge, kan du finde mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.

    Børne- og Undervisningsministeriet